Handelsbetingelser
Disse handelsbetingelser gælder for bestilling af produkter foretaget på vores webshop, aduroshop.dk. Når du som forbruger afgiver en bestilling på denne webshop, accepterer du samtidig disse handelsbetingelser. Webshoppen ejes og drives af:
Aduro A/S
Beringvej 17
DK-8361 Hasselager
CVR 28488602
Læs altid handelsbetingelserne grundigt igennem, før du foretager et køb.
Betaling og priser
Du kan bestille og betale på aduroshop.dk med Dankort/VISA Dankort eller MasterCard.
Aduroshop.dk har indløsningsaftale med Bambora, som også benyttes som betalingsgateway. Indløsningsaftalen og gateway er sikkerhedsgodkendt og lever op til alle sikkerhedskrav. Al kommunikation mellem betalingssystem og kortindehaveren foregår via en krypteret SSL-forbindelse. Dette sikrer, at uvedkommende ikke kan se de data, som udveksles.
Beløbet hæves først på dit kort, når varerne afsendes fra Aduro A/S. Der kan aldrig trækkes et større beløb end det, du har godkendt ved købet.
Den samlede pris for ordren, inkl. moms, eventuelle afgifter, leveringsomkostninger mv., fremgår i forbindelse med din bestilling på aduroshop.dk. Alle vores priser på aduroshop.dk er i danske kroner (DKK). Der tages forbehold for pris- og afgiftsændringer, prisfejl og udgåede eller udsolgte varer.
Ordrebekræftelse
Når du har bestilt din vare på aduroshop.dk, modtager du en ordrebekræftelse på dit køb via mail. Denne bekræftelse bedes du gemme, idet den kan være relevant i forbindelse med ombytning, fortrydelse eller reklamation.
Levering
Vi tilbyder forskellige leveringsmetoder afhængigt af, hvilken vare, der bestilles:
- Til pakkeshop med GLS (kun i Danmark)
- Til privatadresse med GLS
- Pallelevering med fragtmand ved større og tungere varer (+30 kg) (kun inden for EU)
Levering af større og tungere varer (+30 kg)
Ved køb af større og tungere varer som f.eks. en udepejs vil din ordre blive leveret med fragtmand. Ved levering med fragtmand leveres din ordre til kantsten, og du skal være hjemme til at kvittere for varen. Pallelevering med fragtmand (+30 kg) ud af EU er desværre ikke muligt. Vi henviser derfor til lokale forhandlere.
Leveringstid
Vi leverer din pakke indenfor 2-4 hverdage både med GLS og ved palleforsendelse. Så snart din ordre er klar til afsendelse, modtager du en mail med dit track and trace nummer. Uanset om du vælger pakkeshop, privatlevering eller palleforsendelse, vil levering af din pakke ske på hverdage i tidsrummet mellem 8.00-17.00. Er pakken ikke ankommet inden for leveringstiden, har du pligt til at kontakte Aduro A/S indenfor 7 dage. Du kan kontakte os på [email protected]
Leveringspriser
Du kan altid se prisen på leveringen, når du har lagt dine varer i kurven. Leveringsprisen varierer alt efter vægten på din pakke, samt hvilket land pakken sendes til. Momssatsen vil variere alt efter modtagerland.
Fortrydelsesret
Når du som forbruger handler på aduroshop.dk, har du 14 dages fortrydelsesret. Fortrydelsesretten udløber 14 dage efter den dag, du har modtaget varen. Hvis du har bestilt flere forskellige varer i samme ordre, der leveres enkeltvis, løber fristen fra den dag, hvor du modtager den sidste vare. Ønsker du at fortryde dit køb, skal du inden udløb af fortrydelsesfristen meddele dette til os. Du kan sende en mail til [email protected]
Returnering
Hvis du fortryder dit køb, skal du returnere dine varer til Aduro A/S uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter den dag, du modtog varen. Du skal meddele Aduro, at du vil benytte din fortrydelsesret. Varerne sendes retur til: Aduro A/S, Beringvej 17, 8361 Hasselager Danmark. Medsend en kopi af følgesedlen eller vedlæg ordrenr. i kassen.
Ønsker du at returnere en vare, skal du selv afholde de direkte udgifter i forbindelse med returneringen, og du skal således selv købe en returlabel hos selvvalgt fragtfirma.
Husk at varen altid skal sendes i forsvarlig emballage og husk at få en kvittering for afsendelse. Du har nemlig ansvaret for varen, indtil vi modtager den.
Ved benyttelse af tilbud på Aduroshop, hvor en gave inkluderes i dit køb, og du ønsker at returnere, påkræves det, at både dit køb og den medfølgende gave returneres. Gaven blev inkluderet som en del af dit køb, og således er det nødvendigt at returnere begge dele. Undlader du at returnere den medfølgende gave, vil værdien af gaven blive fratrukket ved tilbagebetalingen.
Tilbagebetaling
Hvis du fortryder dit køb, refunderer vi alle betalinger modtaget fra dig, herunder leveringsomkostninger. Vi refunderer dog ikke ekstraomkostninger i de tilfælde, hvor du har valgt en anden leveringsform end den billigste form for standardlevering, som vi tilbyder.
Fortryder du kun dele af dit køb og beholder andre dele af din ordre, refunderer vi ikke leveringsomkostningerne. I sådanne tilfælde får du kun det beløb tilbage, som du har givet for den returnerede vare.
Tilbagebetalingen vil ske uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter, at vi har modtaget din besked om, at du fortryder aftalen. Vi tilbagefører beløbet med samme betalingsmiddel, som du benyttede ved købet, medmindre vi udtrykkeligt har aftalt andet. Vi pålægger ingen gebyrer som følge af tilbagebetalingen. Vi kan tilbageholde betalingen, indtil vi har modtaget varen retur, eller indtil du har fremsendt dokumentation for, at varen er returneret, alt efter hvad der kommer først.
Varen skal returneres i væsentligt samme stand og mængde, som varen var i, da du modtog den. Du hæfter altså for en eventuel forringelse af varens værdi, som skyldes en anden håndtering af varen, end hvad der var nødvendig for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, som varen fungerer på, eller hvis du behandler varen på en måde, der forringer dens værdi. Du kan altså miste købesummen helt eller delvist, og det beløb, som du kan få tilbage, afhænger af varens handelsmæssige værdi.
Den originale emballage kan have betydning for vores mulighed for at gensælge vores produkter, og en beskadiget eller bortskaffet emballage kan derfor medføre værdiforringelse af varen og dermed have betydning for din mulighed for at få den fulde købesum refunderet. Vi anbefaler derfor, at varen returneres i originalemballage (inkl. evt. palle).
Reklamation
Hvis der er noget galt med varen
De lovmæssige regler om reklamationsret, reklamationsfrist og mangler, herunder købelovens mangelsregler, gælder ufravigeligt til hver en tid. Ved køb i Danmark har du som forbruger 2 års reklamationsret på alle varer. Det betyder, at du inden for 2 år kan påberåbe dig fejl og mangler ved varen.
Hvis reklamationen er berettiget, kan du enten få varen repareret, ombyttet, pengene tilbage eller afslag i prisen, afhængig af den konkrete situation. Er reklamationen berettiget, refunderer vi naturligvis også dine rimelige fragtomkostninger til at sende varen retur til os. Reklamationsretten dækker ikke almindelig slitage, og det er en forudsætning, at skaden ikke er opstået som følge af en fejlagtig brug af produktet eller anden skadeforvoldende adfærd fra din side. Ligeledes er det en forudsætning, at skaden ikke er opstået som følge af manglende overholdelse af vores instrukser, herunder i instruktions-, drifts-, vedligeholdelses- eller servicemanualer.
Opdager du fejl eller mangler ved det modtagne, skal du snarest muligt og inden for rimelig tid kontakte Aduro A/S. Hvis du reklamerer inden for to måneder efter, at manglen er opdaget, vil reklamationen altid være rettidig.
Du kan reklamere ved at kontakte os på [email protected]. Beskriv venligst hvori fejlen eller manglen består så detaljeret som muligt. Ligeledes bedes du udfylde vores reklamationsformular, som du finder her. Det er ikke et krav, at du udfylder reklamationsformularen, men det letter vores sagsbehandling og minimerer ekspeditionstiden for reklamationen. Herefter skal du returnere den defekte vare med en kopi af ordrebekræftelsen. Husk at varen altid skal sendes tilbage i forsvarlig emballage, og at du skal have en kvittering for afsendelsen, så vi kan tilbagebetale dine fragtomkostninger.
Varen sendes retur til Aduro A/S, Beringvej 17, 8361 Hasselager Danmark.
Mangler du en vare i din pakke?
Vi gør altid vores allerbedste for, at du modtager de varer, du har bestilt. Det kan desværre ske, at vi har glemt at lægge en vare i din pakke. I dette tilfælde bedes du snarest muligt og uden ugrundet ophold kontakte vores kundeservice på: [email protected]. Send gerne et billede af din følgeseddel og oplys, hvilken vare du mangler i pakken.
Har du modtaget en forkert vare?
I dette tilfælde bedes du ligeledes snarest muligt og uden ugrundet ophold kontakte vores kundeservice på [email protected] Send gerne et billede af din følgeseddel og oplys, hvilken forkert vare du har modtaget.
Transportskade
Vi anbefaler, at du altid tjekker pakken for synlige skader eller mangler, inden du kvitterer for den. Du har altid mulighed for at modtage pakken med forbehold, hvis en skade vurderes til kun at påvirke emballagen. Hvis varen er synligt beskadiget, kan du vælge at kvittere med forbehold eller nægte modtagelse. Kontakt da vores kundeservice på [email protected] indenfor 48 timer og meddel, at du har afvist pakken. Ved ikke synlige skader bedes du hurtigst muligt – dog senest indenfor 5 dage - kontakte vores kundeservice på [email protected]. Send venligst et billede af din følgeseddel og selve skaden.
Reparation og ombytning
Såfremt varen viser sig at være behæftet med fejl eller mangler, påtager Aduro A/S sig inden for rimelig tid enten at udbedre disse fejl eller mangler eller at levere en ny, fejlfri vare. Hvis hverken reparation eller ombytning er muligt, refunderer Aduro A/S i stedet købesummen til dig, inkl. dine dokumenterede udgifter forbundet med returneringen.
Ansvar
Aduro A/S kan i intet tilfælde gøres ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader. Aduro A/S indgår alle aftaler på dansk og efter dansk ret. Når du handler på aduroshop.dk gælder dansk rets almindelige købe- og aftaleretlige regler, herunder også reglerne om forbrugerkøb. Som forbruger er du derfor beskyttet af den gældende lovgivning på området, dvs. primært Købeloven og Forbrugeraftaleloven.
Force majeure
Aduro A/S er ikke ansvarlig for forsinket eller mangelfuld levering som følge af force majeure begivenheder.
Privatlivspolitik
For at du kan indgå aftale med os på www.aduroshop.dk, har vi brug for visse personoplysninger, herunder navn, adresse, telefonnummer og mailadresse.
Aduro A/S er ansvarlig for håndteringen af dine oplysninger, og vi videregiver ikke oplysninger til 3. part, udover de oplysninger der er nødvendige for at gennemføre en ordre.
Du har altid ret til at få oplyst, hvilke oplysninger, vi behandler om dig, ligesom du altid har ret til at anmode om, at oplysningerne bliver slettet. Du kan også altid kontakte os, hvis du mener, at personoplysningerne bliver behandlet i strid med lovgivningen. Henvendelser i forbindelse hermed rettes til Aduro A/S via e-mail til [email protected]
Disse handelsbetingelser er senest opdateret den 19. januar 2024.